At kurset er procesorienteret betyder, at vi metodisk og detailleret vil interes-
sere os for, hvad der foregår i kommunikationsprocessen, fx i det samspil der
på kurset vil opstå mellem deltagerne, såvel som mellem kursuslederen og
deltagerne. Hensigten hermed er at gøre deltageren mere procesbevidst, og
dermed bedre istand til at opfatte, hvad der egentligt rører sig her-og-nu hos
de involverede i et samvær, i en behandlingssituation, eller hvad der nu måtte
være tale om.

For behandleren er procesbevidsthed en helt nødvendig betingelse for at kun-
ne gøre et godt stykke arbejde, herunder at blive respekteret af sine klienter,
som ikke sjældent har et vågent blik for en medarbejders svage sider og blin-
de pletter, og tit forstår at udnytte denne viden. At blive mere procesbevidst
betyder derfor ikke blot at kunne forstå og tolke andres reaktioner og udtalel-
ser, men også at blive mere fortrolig og kendt med egne stærke og svage si-
der, og hvordan kommunikationsprocessen og samværet påvirkes heraf. En
indsigt heri åbner mulighed for personlig udvikling, og for at lære at klare be-
sværlige situationer på en mere tilfredsstillende måde i fremtiden, og det gæl-
der iøvrigt alle der beskæftiger sig med mennesker.

Det kursus, du skal deltage i, vil give dig en række muligheder for at afprøve
dig selv i situationer, hvor du kommunikerer med andre, på tomandshånd så-
vel som i større og mindre grupper, og gennem en efterfølgende fælles bear-
bejdning heraf at lære af de erfaringer, der gøres. Kursuslederen kan her væl-
ge imellem at arrangere mere øvelsesprægede situationer (som fx kan demon-
strere bestemte gruppepsykologiske fænomener, eller give erfaringer i forskel-
lige former for terapeutisk kommunikation), eller udnytte situationer som op-
står spontant under kurset. Bearbejdning af disse situationers forløb vil nor-
malt ske i forbindelse med en såkaldt procesanalyse af kommunikationsforlø-
bet, hvor samtlige implicerede tilkendegiver deres opfattelse af, hvilke detailler
i forløbet, der har været afgørende for, at kommunikationen har udviklet sig på
netop den måde, det er sket.

I procesanalysen viser det sig ofte, at de involverede har meget forskellige op-
fattelser af, hvad der er sket, og det væsentlige ved procesanalysen er netop,
at disse forskellige opfattelser sættes op mod hinanden, og giver anledning til
en produktiv udveksling af tanker og synspunkter. Flertallets mening behøver
her bestemt ikke at være den rigtige. Tværtimod vil det ofte være sådan, at de
mest værdifulde iagttagelser gøres af enkeltpersoner, som kan have svært ved
at få deres meninger hørt og anerkendt i gruppen. Opgaven bliver derfor at nå
frem til en arbejdsform, som opmuntrer til at afvigende anskuelser kan komme
frem, og hvor disse betragtes som en ressource for gruppen.

I det hele taget er forskelle i meninger og opfattelser netop det, der har mulig-
hed for at gøre et procesorienteret kursus interessant, fascinerende og lære-
rigt. Et samvær mellem mennesker, som er ens i synspunkter, baggrund og
holdninger, er nogenlunde risikofrit og udøver på denne måde måske en til-
trækning, men man vil ret hurtigt erfare, at samværet nemt bliver kedsomme-
ligt og tomt.

Alene dette er en god grund til at foretrække en tværfaglig kursusgruppe, som
jo samtidigt også i højere grad afspejler det virkelige liv, og de brydninger der
findes her. Deltagernes forskellighed vil da også helt naturligt kunne føre til
brydninger, uenighed og måske ligefrem konflikter på kurset, som imidlertid vil
blive udnyttet til at lære noget om, hvordan netop modsætninger kan stimulere
et samvær, og om hvordan konflikter opstår, og løses på en konstruktiv måde.
Konflikter opfattes her som vigtige muligheder for personlig vækst og udvik-
ling, og altså ikke kun som noget ubehageligt, der for enhver pris bør undgås.

På et procesorienteret kursus arbejdes der derfor systematisk med at give in-
dividuelle forskelligheder ord og mæle, og den enkelte deltager opmuntres til
at give sig personligt tilkende og opleve den tilfredsstillelse, der følger hermed.
Som deltager er man gennem hele kurset frit stillet til at vælge, om man i en
given sammenhæng vil være åben og personlig, eller om man vil være mere
tilbageholdende.

Den bedste rettesnor er her at gøre op med sig selv, hvad man virkelig kan
gå ind for og har lyst til i det givne øjeblik, mere end fx hvad andre måtte finde
bedst for een, og så iøvrigt tage ansvaret for det man beslutter sig til at ville
stå for. Det er kursuslederens opgave at arbejde for, at disse færdselsregler
respekteres, og at fx gruppepres ikke får lov til at tage overhånd. Retten til at
sige nej er hele tiden tilstede. Herved opnås, at personlige udtalelser fremsæt-
tes af lyst, hvis vedkommende er parat til det, og ikke som følge af pres. I kur-
sussituationen ligger hele tiden en invitation til den størst mulige åbenhed,
men det er den enkelte selv der afgør, hvilke skridt han eller hun vil tage.

Den her beskrevne holdning til forskelligheder vil, sammen med de erfaringer
der iøvrigt gøres på kursus, medvirke til, at der udvikler sig et åbent og accep-
terende klima på kursus, som gør det muligt for den enkelte deltager at afprø-
ve nye sider af sig selv. Det gode klima opleves typisk (og især på 5-dages-
kurserne) som et stærkt tilhørsforhold til gruppen, hvor den enkeltes individua-
litet og selvstændighed ikke forsvinder, men tværtimod forstærkes og får mere
plads. Et godt gruppeklima, som er præget af mangfoldighed, vitalitet og gen-
sidig velvilje, opstår bestemt ikke ud af den blå luft, men som resultat af hårdt
og systematisk arbejde fra alles side. Vi håber at dit udbytte af kurset bl.a. vil
blive en indsigt i, hvordan disse både meget behagelige og produktive mellem-
menneskelige kvaliteter kan frembringes, ikke ved tilfældigheder, men ad helt
metodisk vej.

Et grundlæggende element i alle kurserne er den personlige samtale, hvor
deltagerne opøves i at engagere sig i en dialog, hvor et andet menneske kom-
mer i centrum og får lejlighed til at give udtryk for sig selv på et personligt plan.
Den, der her påtager sig at være indfølende og medlevende hjælper for en an-
den i dennes artikulationsproces, vil kunne støtte sig til teori og metode, som
gennemgås på kurset, og gøre konkrete og direkte erfaringer hermed i ele-
mentære samtaleøvelser, som optager en stor del af kursustiden de første
dage.

På 5-dageskurserne arbejder man på en helt anden, og meget mere bevidst
måde, end det tidsmæssigt er muligt på 3-dageskurserne, med gruppens sær-
lige muligheder. Nogle dage henne i kursus etableres således faste grupper
af en passende størrelse, hvor de samme mennesker mødes et antal gange i
den resterende del af kurset, og typisk oparbejder et tilhørsforhold til denne
faste gruppe. Disse grupper får en række opgaver, som indeholder betydelig
frihed til at beskæftige sig med temaer, som opleves som væsentlige af den
enkelte og gruppen, samtidigt med at gruppen gør vigtige erfaringer om sin
egen udvikling og funktionsmåde, fx gennem metodisk brug af procesanalyse.

I takt med at den faste gruppe finder konstruktive metoder at håndtere per-
sonlige forskelligheder på, herunder at løse eventuelle konflikter, som opstår i
gruppen, udvikles et produktivt og gensidigt accepterende gruppeklima, som
gør det muligt for gruppen at påtage sig mere udfordrende og komplekse op-
gaver. Der ligger fx en række interessante muligheder i gruppesupervision på
kollegialt og tværfagligt niveau, men betingelsen for at en sådan aktivitet skal
lykkes, er netop den gensidige solidaritet og indlevelse, som er karakteristisk
for et godt gruppeklima, og som det er kursets sigte at anvise metoder til at
opnå.

Fra kursuslederens side vil graden af styring og struktur blive søgt afpasset
således, at deltagerne ikke kommer ud i helt uoverskuelige situationer, og slet
ikke i begyndelsen af kursus, hvor de fleste deltagere iøvrigt også normalt for-
venter at blive sat igang. Efterhånden som deltagerne bliver bekendt med og
accepterer de grundlæggende færdselsregler, som kendetegner den proces-
orienterede arbejdsform, kan kursuslederen lade deltagerne tage flere initiati-
ver, gøre sin styring mindre iøjnefaldende, og skaffe sig indsigt i kursets kon-
krete udvikling og deltagernes befindende med mere indirekte midler. Han har
dog fortsat det endelige ansvar for, at kurset forløber som det skal, og for den
enkelte deltagers sikkerhed, og kursuslederen vil derfor altid på den ene eller
den anden måde bevare sin styring af kurset. Dette står på ingen måde i mod-
sætning til, at grupperne fx samtidigt kan arbejde overordentligt selvstændigt.

Et kursus vil ifølge sit oplæg indeholde en stofmængde og en tematik, som
skal behandles og uddybes i kursets forløb. Hvilken rækkefølge, stoffet vil bli-
ve præsenteret i, afhænger ved et procesorienteret kursus imidlertid i høj grad
af, hvordan kursuslederen vurderer deltagernes parathed og motivation. Han
vil ofte foretrække at udnytte spontant opståede, "virkelige" situationer til at
anskueliggøre bestemte metoder og indfaldsvinkler i det stofområde, kurset
sigter på at behandle.

Derfor vil kurset heller ikke indeholde nogen fast timeplan med indholdsforteg-
nelse, hvor man kan se hvad der vil ske i morgen og i overmorgen. Det bety-
der så afgjort ikke, at kurset er strukturløst - tværtimod - men strukturen er
en sådan, at det er muligt at tage vidtgående hensyn til deltagergruppens ak-
tuelle sammensætning, baggrund og interesser, og kursusmæssigt udnytte
situationer, som mere eller mindre uventet måtte opstå undervejs. Endelig er
det også af betydning, at kursuslederen kan sætte situationer igang, som
deltagerne ikke kan forudsige forløbet af, men som netop derfor giver dem en
chance for at lære noget vigtigt om sig selv.

En del af kursets struktur er den teori, der vil blive introduceret med det formål
at rette deltagernes opmærksomhed mod bestemte formodede sammenhæn-
ge, for herefter i praksis at afprøve, om virkeligheden svarer hertil. Deltagerne
vil her uden tvivl i det daglige have arbejdet ud fra vidt forskellige behandlings-
teorier og metoder, og her møde op med meget forskellige erfaringer. Kurset
vil forsøge at drage nytte af denne forskellighed, og vil ikke på forhånd afvise
nogen bestemt metode, men i stedet opfordre deltagerne til at sætte sig ind i
de forskellige metoder, om muligt prøve dem af, og herigennem blive klar over,
hvad det er der i en bestemt sammenhæng er terapeutisk virkningsfuldt, på
tværs af de forskellige behandlingsteorier. På denne måde vil deltagerne også
blive mere klar over, under hvilke betingelser og i hvilket omfang det i praksis
er fordelagtigt og forsvarligt at kombinere dele af een metode med dele af en
anden.

Kommunikation mellem mennesker har som bekendt to sider: en sproglig og
en kropslig. Der er gået mode i at tale om kropssproget, og den misforståel-
se er opstået, at det gælder om at kunne udtrykke sig kropsligt, hvad der kan
være korrekt nok hvis man fx skal være skuespiller. For mennesker i alminde-
lighed er kropssproget imidlertid noget, der fungerer spontant og afspejler de
skiftende stemninger man befinder sig i. Derfor giver det god mening at lære
at aflæse og tyde det spontane kropssprog hos andre, som tit fortæller en an-
den og mere sandfærdig historie end de ord, der bliver udtalt. Dette er fx en
vigtig nøgle til at blive opmærksom på skjulte forbehold, som det tit vil være
af afgørende betydning fx for en gruppes trivsel (eller en families) at kunne er-
kende og bringe frem i det åbne.

Kropssproget viser sig ikke blot i bevægelser, men også i stemmens klang
hos den der taler, og medvirker fx til at fortælle os, om vedkommende er tro-
værdig i sit udsagn eller forstiller sig. Det er tit ganske små nuancer, det dre-
jer sig om, men optager man fx sådanne udtalelser på video og studerer det
optagne minutiøst - mikroprocessen kunne man kalde dette - vil man opdage,
at der ikke er tale om tilfældigheder, men at fx uudsagte følelser forplanter sig
fra menneske til menneske ikke ved tankeoverføring (eller på andre mystiske
måder), men ved gensidig registrering af et ofte meget komplekst mønster af
kropslige signaler, hvor de kommunikerende parter normalt er meget lidt be-
vidste om, eller i det hele taget optagede af, hvordan dette sker.

Det er derfor ikke noget tilfælde, at brugen af video ofte indtager en fremtræ-
dende plads på et procesorienteret kursus. Hos deltagerne kan der være en
vis forhåndsnervøsitet over for kameraet, som dog i reglen hurtigt fortager sig,
når man opdager metodens muligheder. Derimod anvendes rollespil og cases
ikke i denne kursusform, hvad der er forståeligt, når man tænker på, at det
opdigtede manuskript aldrig vil kunne rumme den kompleksitet, som kende-
tegner virkelige situationer, og her ikke mindst konflikter. Resultatet bliver en
mere eller mindre kunstig ageren, hvor en analyse af mikroprocessen vil være
stort set meningsløs. Noget andet gælder forskellige former for dramatisering
og aktualisering af forestillinger og fantasier, som en kursusdeltager er opta-
get af, og som kan være særdeles givende at arbejde med (der tænkes her
fx på psykodramatiske og gestaltterapeutiske teknikker).

Psykisk trivsel er bl.a. resultatet af den måde, man løser problemer og kon-
flikter på. Uløste konflikter og uafsluttede projekter af nyere og ældre dato
lægger sig mere eller mindre bevidst i lag hos den enkelte, og bliver denne
byrde for omfattende, vil det typisk få udslag som manglende energi og kon-
centration, træthed, forbeholdenhed, irritation, uvirkelighedsfølelse o.s.v.. Der
bliver nemt tale om en ond cirkel, som kurset vil vise veje til at komme ud af.
Konflikter og modsætninger er en nødvendig del af tilværelsen, men mange
mennesker er bange for uoverensstemmelser og har derfor brug for at erfare
(hvad kursussituationen åbner mulighed for), at konflikter kan bearbejdes og
gennemleves på en konstruktiv måde, som ikke efterlader den ene part som
taber.

Hvor meget skal der egentligt nås på et procesorienteret kursus? Præcis så
meget som det er muligt at nå, når kravet er at alle skal kunne opleve at kur-
set har en logisk opbygning og udvikling, hvor hvert skridt fremad først og
fremmest tages af deltagerne selv, og hvor alle forstår betydningen af en situ-
ation og dens forløb, inden et nyt tema tages op. Det er vigtigt at kursuslede-
ren arbejder for, at disse betingelser overholdes, og det kan undertiden bringe
ham i konflikt med deltagere, som ønsker hurtige og håndfaste resultater på
bekostning af mere tilbageholdende medlemmer af gruppen.

Det viser sig imidlertid, at kurser der gennemføres i et dæmpet register op-
muntrer de tilbageholdende til at give sig til kende på en måde der er meget
stimulerende for kursusforløbet og overrasker de velformulerede, der er vant til
kun at høre sig selv. Deltagere, som har ført en stille tilværelse på kursus, gi-
ver ikke sjældent udtryk for at noget meget værdifuldt er sat igang hos ved-
kommende, og at de er blevet stimuleret til at tage det første besværlige skridt
ud af resignation. Synlig dramatik på et kursus er altså af mindre betydning,
og viser ikke altid det der sker under overfladen.

Iøvrigt er meningen med kursus ikke at lære deltagerne at bruge fagpsykologi-
ske fremmedord, men tværtimod at få dem til at udtrykke sig fuldtud med de-
res egne ord. På kurser med blandet sammensætning af deltagere fra forskel-
lige samfundslag vil man næsten altid opdage, at sproget er noget af det der
stærkest kan sætte skel mellem mennesker. Det gælder derfor på en måde
om på kurset at udvikle et fælles sprog, som tilstrækkeligt nuanceret og for-
ståeligt for alle kan udtrykke hvad der rører sig i den enkelte og i gruppen, og-
så på det følelsesmæssige plan.

Fagudtryk kommer her til kort og giver distance, som måske i andre situatio-
ner kan være en udvej, hvis det er for besværligt at tage følelser i betragtning.
Nogle mennesker har i kraft af deres baggrund lettere ved at beskytte sig bag
saglighed, og misundes af dem der må kæmpe for at lade være med at være
direkte. Problemer af denne art tages tit op på kursus, og den velformulerede
kan her føle sig lige så indespærret i sin glatte saglighed, som hans modpol
uden boglig uddannelse føler sig i sin afmagt over for de mange og dyre ord.
Begge har brug for at kunne mødes åbent og på lige fod, og for begge kan det
betyde et besværligt opgør med sproglige klichéer og vanetænkning.

Procesorientering og procestænkning står i modsætning til produktorientering.
Proces betyder jo forløb eller udvikling, og at være procesorienteret vil derfor
sige at have interessen rettet mod den forandring der hele tiden foregår fx i en
gruppe, hvis kommunikation netop afspejler processen. På forskellig måde be-
røres og foruroliges vi alle af en verden, der er i konstant og uundgåelig foran-
dring.

Mange af os søger derfor sikkerhed i produkttænkning, hvor vi binder vore
kræfter og fantasier til mere eller mindre fjerne mål uden for os selv, og sam-
tidig opnår at gøre os blinde for livet som det udfolder sig her og nu. De mål
vi sætter os på denne måde vil ofte vise sig at være illusoriske og ikke give
den befrielse og tilfredsstillelse, vi satte så mange kræfter ind på. Procesori-
entering indebærer at sætte pris på livet i dets foranderlighed og være til ste-
de i verden i stedet for at lukke sig ude fra den.

Et eksempel på produktorientering er de traditionelle og ikke sjældent for-
stemmende kursusvurderinger, som mere eller mindre automatisk danner
afslutning på mange kurser. Her søger man at slå fast hvad der var godt eller
skidt i kursets løb, og alle får lejlighed til at give hinanden skyld og ansvar for
det der er passeret. Det næsten sikre resultat er, at der på falderebet opstår
blandede følelser som ikke kan bearbejdes.

Ved afslutningen af et procesorienteret kursus vil der ikke komme nogen op-
fordring til at placere kursuserfaringerne i passende kasser, eller til at (ned)-
vurdere hinandens indsats. Det ville være stik imod den åbne og accepterende
holdning hele kurset har forsøgt at fremme, og hvor utilfredshed, aggressivitet,
frustration og andre såkaldt negative følelser jo gerne skulle være brugt under-
vejs som drivkraft for meningsfulde og opløftende kursusoplevelser.

I stedet vil kurset blive afsluttet på den måde, at alle deltagere opfordres til på
falderebet at udtrykke, hvad de er opfyldt af og har brug for at sige i netop det-
te øjeblik. Nogle vil her måske være mere end mættede af indtryk, og vil så
sige det. Andre har måske brug for at udtrykke uafsluttede følelser over for en
eller flere af de tilstedeværende. Andre igen vil måske beklage, at de forment-
ligt næppe mere skal møde de mennesker, de er kommet på tæt hold af un-
der kurset.

Hver især vil have sit eget budskab, men den afsluttende runde giver mulig-
hed for at erklære sig på en måde, der gør det lettere at skilles fra hinanden.
Essensen af et langt og forhåbentligt intensivt kursusforløb kan begribeligvis
ikke kan rummes i nogle få sætninger, og vil næppe heller af nogen kunne
fastslås umiddelbart ved kursets afslutning, hvor deltagerne er fyldt op af nye
indtryk og følelser, hvis betydning og bærekraft først viser sig efter en periode
med personlig bearbejdning af kursusoplevelserne.

Du kan altså se frem til et intensivt kursus, hvor der vil være noget at tage
stilling til hele tiden. Dit og andres udbytte afhænger af, at du investerer dig
selv i hele kursustiden, og det er derfor vigtigt at du er frigjort fra andre aftaler,
og ikke fx skal klare problemer derhjemme i en telefon, mens du holder kur-
sus. Herudover behøver du ikke på særlig måde at forberede dig til kursus,
bortset fra at læse den anbefalede litteratur og hvad du eventuelt ellers direk-
te måtte være blevet opfordret til af forudgående hjemmearbejde.