Jeg har lige været på kursus. Det er der så mange, der har. Og
jeg har også været på andre kursus. Men det her kursus var så
utrolig godt, at andre også skal høre om det.
Det var et kursus i avanceret samtaleteknik og supervision, som
varede 5 dage og fandt sted på et kursuscenter i Fosdalen ved
Jammerbugten. Arrangøren var Den sociale Efteruddannelsesfond og
kursuslederen var Martin Løkken, cand. psych., klinisk psykolog
og gudbenådet læremester.
Det er ikke første gang, jeg har været på kursus hos Martin
Løkken, hvis kursus mildt sagt er hårdt arbejde.
Noget af det, der gør hans kursus så effektive er
underviseren selv og hans specielle undervisningsform.
Martin Løkken har det grundsynspunkt, at det er op til
deltagerne, hvor godt hvert enkelt kursus bliver. Og det er han
nok ikke den første, der har sagt til et hold kursusdeltagere.
Men han lader det ikke bare blive ved det!
Når f.eks. deltagere bærer sig uhensigtsmæssigt ad, hvad vi
allesammen gør jævnligt, og derved lukker af for en reel
samtale, er han meget hurtig til at tage problemet op og få toget
på skinnerne igen.
Meget af det, jeg har fået med mig fra Martin Løkkens kursus
er svært at fortælle om til andre, fordi det ligner
selvfølgeligheder. Det kan være tilsyneladende elementære
færdigheder som "måden" at gå ind i en samtale på,
at kunne lytte ikke bare med ørerne, men med hele kroppen, og at
de tavse pauser i en samtale ikke er pinagtige, men ligefrem
gavnlige.
Desværre er det ikke så selvfølgeligt endda. For selv om vi
måske umiddelbart synes, at den slags ikke er noget at tage på
kursus for at lære, så magter vi jo alligevel ofte ikke at
kommunikere fornuftigt i hverdagen.
Tænk bare på en håndfuld mennesker, der sidder og diskuterer
deres arbejde, eller måske bare vind og vejr. Vi pladrer løs som
grammofonplader uden at tænke synderligt over de ord, vi slipper
ud. |
|
|
|
Og det er sådan set helt i orden. Så længe diskussionen går
på vind og vejr.
Men gælder diskussionen f.eks. behandlingen af andre
mennesker, er det en vanvittig måde at kommunikere på.
Det er noget, som ikke er så tydeligt til daglig. Men det
springer i øjnene allerede den første dag på kursus med Martin
Løkken, hvor jeg gang på gang har oplevet, hvordan vi deltagere
ændrer både kommunikationens form og dens indhold i løbet af en
lille uges tid. Og det så meget, at når vi kommer til fredag,
virker det som der er gået en evighed siden mandag.
Ved kursets begyndelse plaprer vi alle uhæmmet løs med alle
de remser og fraser, vi har så mange på lager af. Vi tænker
ikke synderlig over, hvad vi siger, og andre hører os med større
eller mindre opmærksomhed. Hører, - men lytter ikke! Martin
Løkkens stædige holden folk fast i en vurdering af, hvad det
egentlig er, de siger, - og hvordan det egentlig er, de lytter,
ændrer i løbet af 5 dage i bund og grund deltagernes måde at
være sammen på.
Jeg kan godt i sådan et kursusforløb sidde med en fornemmelse
af, at jeg ikke får ret meget med hjem, fordi det simpelthen er
umuligt at rumme al den indlæring. Men efter at være kommet hjem
har jeg måttet sande, at jeg har lært temmelig meget, der hele
tiden dukker op og blander sig i min hverdag. Så dels har jeg
lært en masse, og dels bruger jeg det jeg har lært.
På mig kan det sagtens gøre lidt ondt at opdage, at jeg ikke
altid er lige god til at samtale med tryk på "sam". Men
jeg gik ikke i stykker af den opdagelse. Jeg fik lært at se på
mig selv. Jeg fik en viden, jeg kan bruge til noget! Og jeg blev
langt mere bevidst om de ting, jeg går og laver hhv. siger!
Vil du lære reel samtale fremfor enetale, og vil du lære at
lytte i stedet for at høre, er her nogle kursus, der virkelig kan
anbefales.
Derfor dette indlæg.
Irene Kristensen
|
|
